Uniformering og skoleregler

You are here:

Uniformering og skoleregler

Ved al tilstedeværelsesundervisning på Innowells skole foregår undervisningen på et meget højt service- og kvalitetsniveau, og derfor er uniformering, etikette og overholdelse af skolens regler påkrævet. Flere hundrede studerende og kunder har givet flotte anmeldelser om netop denne professionelle helhedsoplevelse på Innowells skole, og vi glæder os til at tage godt i mod dig, og give dig nogle rigtig spændende og udbytterige undervisningsdage i vores flotte faciliteter. Vel mødt.

Modtagelsen

På første mødedag vil man altid blive taget godt i mod og vist rundt på hele skolen. Dette er en del af ånden i Innowell. Hele personalet og alle studiekammerater vil også blive præsenteret, hvorefter man vil få en nøgle til sit eget værdiskab, hvor man skal opbevare sine personlige ejendele.

Uniformering

Til Innowells tilstedeværelsesundervisning på skolen skal de studerende være iført sort tøj. Tøjet skal være behageligt at arbejde i samt være klassisk og pænt, og må derfor ikke være tilført fx firma-reklamer eller andet “støjende”. Medbringer du en sort cardigan, skal denne opbevares på særskilt knage i fællesrum eller i dit aflåste skab, når den ikke er i brug.

Ligeledes skal du af forsikringshensyn, medbringe et navneskilt med dit fulde navn og titlen; Fodplejestuderende eller Fodplejestud., Kosmetologstuderende eller Kosmetologstud. osv. Vær opmærksom på, at det af forsikringshensyn ikke er tilladt, at tilføre sit navneskilt med en uddannelsestitel som studerende, fx at dit navneskilt fremgår med titler som Kosmetolog, Fodplejer m.m., da man således angiver at være uddannet overfor sine “øveklienter”. Vi anbefaler, at den studerende blot køber et lille plastik-navneskilt med tilhørende papirindstik eller et klistermærke hvor den midlertidige titel kan anvendes, da dette ikke er særligt bekosteligt, og ofte kan købes hos din lokale boghandel.

Der skal bæres sorte sko med gummisål eller andet blødt materiale, som ikke larmer, for at begrænse stressende støj på skolen. Benyt evt. “kinasko”. Hvis det ikke er muligt at fremskaffe dette, er det tilladt at gå i sorte strømper.

Det er tilladt at bære hovedtørklæde i alle farver og stile.

Bemærk at uniformering er gældende for alle studerende på skolen uanset uddannelses- eller kursusvarighed.

Skriveredskaber

Til din tilstedeværelsesundervisning skal du selv medbringe blyant og papir til eventuelle notater i undervisningen. Du må også gerne medbringe en bærbar computer eller tablet, hvis du foretrækker at tage notater på disse enheder. En medbragt computer eller tablet kan også være en fordel at medbringe, hvis du har købt dit pensum som et e-pensum/ e-bog.

Skoleregler

Innowells studerende er voksne med mange års erfaring fra erhvervslivet, så ofte kender vores studerende alt til god skik og orden ved kundekontakt. Af praktiske årsager har vi alligevel valgt at informere om, hvad Innowell forventer af sine studerende ved en professionel kundekontakt og et godt arbejdsmiljø, da vi er kendt for en meget høj service, høj hygiejne og professionalisme.

  1. Langt hår skal være opsat af hygiejniske årsager
  2. Hånd- og armsmykker skal tages af før hver “øve-behandling” af hygiejniske årsager
  3. Negle skal være korte og naturlige af hygiejniske årsager
  4. En god personlig hygiejne, samt en god hygiejnisk arbejdsgang i øvrigt, er påkrævet. Håndsprit, handsker, sterilt værktøj m.m. er frit tilgængeligt på alle arbejdsborde og under hele opholdet
  5. Skolen er helt røgfri, og der må på grund af lugtgener og tæt kontakt med kunder og kolleger ikke ryges i skoletiden, hverken indenfor eller udenfor skolens områder
  6. Der må pga. lugtgener ikke spises madvarer med en skarp lugt som fx rå løg, ristet løg, hvidløg m.m.
  7. Mobiltelefoner skal være helt slukket eller på flytilstand, og opbevares i sit aflåste skab
  8. Skoletasker, håndtasker, overtøj m.m. skal opbevares i sit aflåste skab for at forbygge ulykker, samt for at sikre højeste hygiejneforhold, i klinikområdet
  9. Der ryddes op og rengøres efter hver behandling, så man altid er klar til at modtage øvemodeller
  10. Det forventes, at man altid holder sin behandlingskabine pæn, ren og opryddet under sit skoleophold
  11. Man skal være smilende, serviceminded, rummelig og imødekommende overfor både kunder og studiekammerater
  12. Regler omkring føde- og drikkevarer kan ses på forplejning.

Hvis du har brug for at stille spørgsmål til ovenstående, så er du altid velkommen til at kontakte vores studievejledning.